1. december nærmer sig og jeg er, traditionen tro, ikke videre velforberedt… Der er endnu hverken indkøbt kalenderlys, (ret mange) kalenderpakker eller den mindste smule pyntegran.
I år har jeg dog nået at lavet en simpel adventskrans inden første advent og i går fik jeg da også lige købt en julekalender til Carla. Og så har jeg lavet konfekt!
Jeg har en hyggelig juletradition med nogle piger fra min studietid, hvor vi producerer konfekt i lange baner og slutter af med æbleskiver og glögg. Mine favoritter er de samme som sidste år (se evt. her og her).
Snebolde af marcipan med baileys overtrukket med hvid chokolade og trillet i kokos og lakridskonfekt med hvid chokolade og lakridsdrys. Men i år opstod der endnu en langtidsholdbar favorit, er jeg ret sikker på – Espressomarcipan med mørk chokoladeovertræk!
Vi lavede en meget tykflydende opløsning af instant espresso og æltede det op med marcipan, trillede til kugler, dyppede i smeltet mørk chokolade og pyntede med en kaffebønne. De smager helt fantastisk godt!
I dag har der drysset en lille smule sne og i morgen skal vi til krybbespil i børnehaven, som vi runder af med en lille julefrokost sammen med bedsterne hos os. Carla har glædet sig SÅ meget til det krybbespil. Hun har lavet en lille seddel med tallene fra 1 til 6 på, som hun har hængt op over sengen og hver morgen den sidste uge, har hun krydset af og talt ned til hvor mange gange hun skulle sove endnu. Det bliver helt sikkert en rigtig dejlig dag (så fint her var det sidste år) og der er faktisk også ved at snige sig lidt julestemning ind på mig :)
29 kommentarer
Haps, haps, haps :)
De ser uimodståelig lækre ud. Her er julestemningen også sat ind så småt nu, har ellers prøvet at holde den tilbage lidt, men nu giver jeg efter :)
Hehe, jeg har netop lige været forbi hos dig og så at du søgte inspiration til konfekt med lakrids. Her er der i hvert fald lidt ;)
Sikke noget fint konfekt! De der med espresso lyder helt fantastiske, dem må jeg også prøve!
God fornøjelse med krybbespillet imorgen, julen får bare en anden dimension når man får børn :)
Glædelig jul!
Tak :) Og ja, jeg tør god anbefale at prøve dem. Og hvor har du ret, -julen bliver endnu mere fantastisk med børn (men også en lille smule mere travl ;). Glædelig jul! :)
Mm hvor lækkert.. Herhjemme er der også nogle der tæller ned hvor mange gange man skal sove inden 1. december, og nissen har allerede fået grød på loftet:)
Hvor hyggeligt :) Måske skulle vi også stille lidt grød ud på altanen. Der er vist endda en rest fra dagens nemme aftensmad ;)
For et par dage siden var jeg netop tilbage i dine arkiver for at finde billederne af din fine konfekt fra sidste år. Kunne tydeligt huske, hvor fine de var! Hvis du inviterer på konfekt og kaffe takker jeg ikke nej ;)
Det lyder da hyggeligt, Ida :) Nu har jeg i hvert fald et mindre lager at byde af :)
Du skal i hvert fald ikke sige det mange gange, så står jeg der fluks :) Det kunne nu i øvrigt være hyggeligt engang at ses, og det mener jeg helt oprigtigt :)
Lad os da lige mailes ved :)
Det ser virkelig indbydende ud. Jeg skal vist også snart have lavet en portion.
Det er bare om at komme i gang. Jeg vil også have lavet et hold mere sammen med Carla. Vi skal nok få det spist ;)
Mmm, mums! 1-2-3.. LÆKKERSULTEN! Jeg er uhyggeligt fristet af Bailey varianten, selvom jeg normalt ikke er til hvid chokolade. Har du også prøvet dem med mørk chokolade? Espressokuglerne lyder også ret appetitvækkende! (savler ned i tastaturet)
Holder dig direkte ansvarlig for, at vi købte marcipan,hvid chokolade, kokosmel og Baileys med hjem idag ;)
Haha, hvor godt :) Hvis du ikke er så meget til hvid chokolade, kan jeg godt røbe at de også smager dejligt med mørk ;)
Mums! Det ser simpelthen så lækkert ud. Hvert år til konfekttid ærgrer det mig at jeg bare ikke er særlig vild med marcipan, men så er det godt der er marcipanløse alternativer til mig. ;)
Jeg er virkelig heller ikke parat til jul. Lidt julepynt blev fordelt med rund hånd i går, men de planlagte julesokker er ikke syet og de stakkels børn har ingen julekalendre. Vi skal til England i weekenden, så de får først gaver fra den 4. om morgenen i den sok jeg skal sy dagen før. Men på den anden side aner de jo heller ikke hvilken dag det er, så de fanger det nok ikke. :D
Krybbespil lyder rigtig hyggeligt. Jeg kan godt forstå Carla glæder sig meget. :)
Det kan jeg godt forstå at du ærger dig over Maiken. Har de prøvet Ann-Christines Dadelkugler med kakao. De er fantastiske og smager ikke spor sunde ;)
Rigtig god tur til England :)
Nammenamme nam! Det ser rigtig lækkert ud. Og hvor bliver det spændende med krybbespil. Skal Carla optræde? Det skal Øglen i hendes børnehaves krybbespil, og det skifter lidt, om hun glæder sig vildt eller er ved at dø en lille smule af generthed på forhånd :-)
Ja, Carla var engel, ligesom sidste år. Sidste år var hun lillebitte og de havde været nødt til at springe hendes middagslur over, så hun stod bare helt betuttet og træt med en finger i munden :) I år havde hun lidt mere mod på at synge med på sangene, men hun er også stadig meget genert når hun er på. Men ikke desto mindre havde hun glædet sig helt vildt og nu spøger hun allerede hvor mange gange hun skal sove til næste krybbespil ;) Så vidt jeg kan regne mig frem til er det en 364 stykker…
Uhm! Det ser lækkert ud Mette. Hos os er der tradition for at lave konfekt lillejuleaften og så er der dømt konkurrence. Håber du får en glædelig december :-)
Det gjorde vi også da jeg boede hjemme. Juletræspyntning, risengrød og konfektproduktion. Det var hyggeligt :)
Også rigtig glædelig december til dig :)
Lækkert konfekt! Jeg skal igang med konfektfabrikken i morgen og det er godt lige at finde noget inspiration! Hvis du har brug for at supplere julepynten med et par anderledes nisser, kan du kigge forbi min blog. Der har jeg en give away, hvor man kan vinde et sæt af mine håndlavede, grinende nisser :)
Tak, jeg vil kigge forbi :)
Hvor ser det lækkert ud:) Jeg er ikke den store fan af ren marcipan med mørk choko – men af dine varianter lavede jeg lidt af sidste år og det smagte SÅ lækkert..;)
Her er vi heller ikke helt juleklar – men vi skal nok blive det;)
God weekend..
Jeg synes egentlig også godt at ren marcipan og mørk chokolade kan blive lidt “stærkt”. Der må gerne komme lidt sødt i også ;)
Ja, vi når det, ikke?! Der er jo næsten hele december at hygge med det i :)
Ser jo simpelthen så vanvittigt proff ud :) mums.
Tak, Sine :) Jeg har efterhånden også øvet mig mange, mange gange ;) Elsker det!
[…] hvis billederne ser lidt bekendte ud, er det fordi at favorittene efterhånden går igen år efter år. Baileys, espresso, lakrids, hvid chokolade og ikke mindst masser af glimmer er nogle af mine […]
[…] har der været lidt flere forskellige varianter. Sidste år så det sådan her ud og forrige år sådan her og tilbage i 2011 sådan her (ja okay, det har faktisk mere eller mindre set ens ud alle årerne […]