I dag fylder Lille lykke 1 år. Det er en stor dag for mig, og vi har forberedt fødselsdag hele ugen og det meste af natten :) Da jeg annoncerede Lille lykke for præcist et år siden skrev jeg, at det var som et trejde barn, og det har på mange måder vist sig at være meget sigende. Hele det seneste år har jeg syntes at det har været en lidt svær balance, hvor tæt jeg skulle gå på, og hvor meget og hvor lidt der var passende at fortælle her. Men i dag er jeg altså lidt sentimental og har valgt at være lidt åbenhjertig :)
Det lyder som en kliche, men ligesom med Carla og Vigga, kan jeg næsten ikke huske hvordan vores liv var før Lille lykke. Hun har indtaget os med storm, kræver sin plads i familien og hun stjæler til tider billedet fra sine større søskende. Jeg tænker ofte, at projektet set udefra formentlig må se lidt pastelfarvet og idylliseret ud. Præcis som barselstilværelsen kan gøre. At være blevet forældre til Lille lykke har været helt fantastisk og jeg ville ikke undvære det for noget. Men det har også være hårdere end jeg på nogen måde havde kunne forestille mig, -både arbejdsmæssigt, psykisk og ja, -økonomisk.
Lille lykke holder os oppe om natten, og hun får mig ofte til at tilsidesætte mig selv, så jeg ind imellem glemmer at både spise og sove. Jeg har stadig “ammehjerne” og skal øve mig i at tænke på og snakke om andet end Lille lykke. Det har været en stor omvæltning at blive forældre til en virksomhed og det har været, og er stadig, en proces at finde mig til rette i den nye branche og at blive klog på den. Hvordan gør man og hvordan vælger jeg at gøre? Men på trods af træthed, og til tider fortvivelse og frustrationer, så elsker jeg hver dag at stå op og gå på arbejde. At arbejde med det jeg holder af, og det at have fulgt en vej, som har åbnet sig mere eller mindre tilfældig og lidt ud af det blå, og som er helt mit egen, det giver mening for mig og gør mig glad.
Lille lykke kom til verden i en “stor årgang”. Og hun er stadig en lille og lidt forsigtig pige. Men hun har sin egen personlighed og sin egen måde at gøre tingene på, og det holder jeg meget af ved hende. Og den seneste uge er der alligevel sket noget forandret ved hende. Hun har rystet det babyede af sig og fået et helt nyt design. Jeg tror og håber på, at hun har et solidt fundament, og at hun og jeg skal følges ad mange år endnu :)
1000 tak fordi at I har bakket mig op og hjulpet mig på vej med Lille lykke. I skal vide, at selv her efter et år, bliver jeg glad hver eneste gang der tikker en bestilling ind. Det havde aldrig været det samme uden jer, ligesom Lille lykke aldrig havde set dagens lys, hvis det ikke havde været for Carlas Cafe.
3 kommentarer
Virkelig fint skrevet, Mette! Ønsker dig/jer alt det bedste fremover med Lille Lykke:)
Stort tillykke med Lille Lykke – er sikker på du/I vil fortsætte med at vokse jer store sammen de næste år :)
Hvor er det bare fint skrevet Mette, jeg synes du er så sej og modig, du har kastet dig ud i noget som mange drømmer om at gøre, og du gør det med så meget personlighed!