Jeg kan vist godt lige nå at vise lidt fra vores sommerferie i Småland. Vi blev campister sidste sommer, hvor vi havde vores kør-selv-debut til Sydfrankrig. Sådan har jeg selv holdt de fleste af mine barndomssommerferier og derfor syntes jeg også, at Carla og Vigga skulle opleve campingferier, inden de (måske) blev for store til at gide det.
Vi er glade for friluftlivet og den simple ferieform, men udover at vi har sovet i telt i vores egen have utallige gange, havde vi faktisk kun været på camping sammen som familie en enkelt forlænget weekend ved Silkeborg for år tilbage. Nu er vi to campingferier rigere og er blevet meget klogere på campingslivet :)
Naturreservatet Skurugata
Vi sejlede til Gøteborg og havde booket en tidlig færge allerede før kl. 6. Jeg synes at der er noget magisk ved, at stå tidligt op og sidde og vågne sammen i bilen på vej ud på eventyr. Vi kørte mod Frederikshavn i solopgang og spiste morgenmad på færgen efterfulgt af en lille power nap. Ved 9-tiden var vi i land i Göteborg og herfra havde vi kun et par timers kørsel til vores første stop, naturreservatet Skurugata ved Eksjö. Jeg syntes at det var ret cool, at kunne køre fra Aalborg om morgenen og være på vandretur i Sverige allerede inden middag :)
Her spiste vi madpakker, inden vi begav os ud på den 2 km lange vandretur. Turen gik gennem den frodige skov op og ned af skrænter, over store sten og under væltede træer og gennem den 800 m lange bjergkløft. Det var en fed tur og et virkelig facinerende sted, der efter sigende er inspirationen til Ronja Røverdatter.
Gunnarsö Camping
Efter Skurugata havde vi bare et par timers kørsel, inden vi nåede vores campingplads Gunnarsö Oskarshamn. En fin lille campingplads, beliggende på en lille ø i skærgården, så vandet var nærværende hvor end man befandt sig på campingpladsen. Der var både klippestrand og sandstrand og et 10 meter højt udspringstårn, så der var lidt for enhver vandhund.
Stensjö By
En eftermiddag besøgte vi Stensjö By. En traditionel smålandsk landsby bestående af røde træhuse fra 1700- og 1800-tallet. Vi havde en rigtig fin eftermiddag her. Det havde regnet hele formiddagen, så vi havde bare ligget og hygget og læst i teltet. Men da vi ankom til Stensjö By og slog os ned med vores kanelbullar og campingkaffe, klarede det op og solen brændte igennem.
Stensjö By er så hyggelig og autentisk og vel noget nær så svensk, som det kan blive. Der hang hø til tørre og græssede køer og geder på markerne og der var ikke mange andre besøgende end os, så det var lutter ro og ren idyl.
Stedet er indrette sådan, at de steder hvor der er en nøgle på døren, må man kigge ind og der gemmer sig et lille museumsrum bag døren. Der var rigtig mange steder at gå på opdagelse. Blandt andet toiletter på ræd og rækker. Carla og Vigga smugkiggede ind til et dobbelt toilet – måske til mor og barn eller til to tissetrængende søstre :)
Målilla Elgpark
En anden dag besøgte vi Målilla Elgpark – en hyggelig elgefarm hvor man kan fordre elgene. Det virker til at være et ret stort tilløbsstykke i Småland, men det var også en rigtig hyggelig oplevelse. Vi havde timet vores besøg med formiddagsfodringen, så da vi kom stod personalet i fuld gang med at skære store birkegrene, som de mange gæster kunne fodre elgene med. Bondemanden kørte en havetraktor med kæmpe vognlæs grene frem til indhegningerne, og så kunne man ellers fodre Melvin, Åke og alle elge-vennerne, mens bondenmanden fortalte om elgene.
Ud over elgene er der også høns, dværggeder og kaniner, som man kunne gå ind til og klappe.
En lille lade er indrettet som butik, hvor man kan købe alverdens elge-merchandise, lige fra elge-bamser og Muse Must (elge cola :) til elge-pølser og -kød. Og selvfølgelig også is og kanelbullar.
Udover de mange gode naturoplevelser, var der naturligvis også lösgodis i lange baner. Så vores aftener i teltet bestod som udgangspunkt af en simpel pastaret efterfulgt at hygge med slik, spil og bøger. Det er campinghygge, når det er bedst :)
ingen kommentarer