Vigga fyldte 2 år i går og vi havde den bedste dag. Vi har rigtig mange fødselsdage i familien i februar og marts, så hun havde virkelig, virkelig glædet sig til at det skulle blive hendes tur. Carlas fødselsdage har vi altid fejret med alle bedsterne og moster samlet på dagen, så da vi aftenen inden, gik og forberedte Viggas fødselsdagsmorgen, fik jeg faktisk en smule barn-nummer-to-dårlig-samvittighed over, at vi ikke havde planlagt den helt store fødselsdag for hende, men at der “kun” ville være mormor, morfar, Carla og jeg hjemme til at fejre hende efter vuggestue. Og det gjorde det ikke bedre at opdage, at der kun var eet(!) enkelt lagkagelys tilbage til fødselsdagstoget, og at vi ikke havde fremskaffet helium til fødselsdagsballonerne, som vi gjorde til Carlas fødselsdag i sommers.
Men al min halvdårlige samvittighed blev heldigvis gjort til skamme. For vi, og især Vigga, havde den dejligste dag. Vigga lagde ud med et lille fødselsdagskampråb ved morgenbordet, – et trefoldigt Fødselsdag, hey! med begge hænder i vejret på “hey”. Så sødt og helt skørt :) Og tårerne trillede ned af kinderne på den følesomme mor, da Carla hævede bordflaget for Vigga med et fint og meget oprigtigt Tillykke med fødselsdagen, lillesøster.
Da jeg hentede Vigga i vuggestuen, var hun nærmest helt høj af fødselsdagslykke, og pædagogerne fortalte, at hun havde været så stolt over at have delt frugt med små flag ud. Og at hun havde været så fyldt op af fødselsdag, at hun havde sludret løs i søvne under sin middagslur, så vi skulle nok være forberedt på, at hun måske ville være lidt træt. Så det var kun helt perfekt, at komme hjem til en stille og rolig eftermiddag med fødselsdagsboller og frugt, og hygge med mormor og morfar. Vi fik ikke engang lagkage, kun en islagkage til dessert, – og der ville Vigga hellere have en lille rund jordbær pindis :)
11 kommentarer
Åh, ved du hvad. Jeg tror det er de små ting som gør, at de føler sig i centrum. Og det lyder som om I alle har stornydt at fejre lille Vigga (tænk sig at hun allerede er 2 år!).
Men jeg kan også godt nikke genkendende til, at ambitionerne har en tendens til at slægges ved lillesøster. Herhjemme gælder det aktuelt fastelavnsudklædningen. ;)
Og selvfølgelig et kæmpe stort tillykke med Vigga også! :)
Samme her, Majken! Vigga var et syntetisk jordbær fra Toy ´R Us! Man må jo prioritere sin tid, og Carla følte meget inderligt for sin varulv ide, mens jeg viste at der ikke ville være nogen garanti for, at Vigga overhovedet ville have sit kostume på, når det kom til stykket. Men det ville hun heldigvis gerne, og hun blev da også et ualmindeligt sødt vinterjordbær med fine røde kinder. På trods af polyesterkostume ;)
Nårhh. Stort tillykke med hende :)
Tak Mie <3
Stort – forsinket – tillykke med hende!
Mange tak, Stine :)
Stort og forsinket tillykke med hende… Lyder som mange af tankerne, jeg ind i mellem også gør mig om vores lille toer… Men hæfter mig også ved at vi så til gengæld er tre som nusser, fejrer osv om hende, fordi hendes storesøster går lige så meget op i det som os forældre…:)
Kh Anne
Ja, de mangler jo ikke noget, de små lillesøstre :) Og Vigga står bestemt heller ikke tilbage for, at benytte sig af hverken temperament eller charme for at sætte hele familien i sving, når der er noget hun vil have. Hvis der er nogen der bliver forsømt hos os, er det nærmere den diplomatiske storesøster (og de trætte forældre ;).
Nårh, hvor er det sødt, at hun har sludret i søvne. Hun har bare haft den mest fantastisk dag, hun kunne forstille sig. Tillykke til Vigga og til resten af familien med den nu store lille pige! :)
Mange tak :)